Om mig

Den korte udgave; jeg hedder Tanja og jeg er 36 år. Jeg er livsnyder, angst præget, et menneske med holdninger, et menneske som har lyst til at deltage, og så er jeg mor til tre fantastiske børn.

Men den lidt længere udgave er selvfølgelig lidt mere nuanceret.

Jeg har haft angsten med mig lige så længe, jeg kan huske. Jeg skulle dog være over 30 år, før nogen sagde til mig, at det som jeg gik og slås med hed angst. Det har taget lidt tid at finde mig til rette med det, men det har givet mig en forståelse for mig selv. Bl.a har det fået mig til at se, at hvor der er mørke, er der også lys. Man kan ikke opleve så tungt et mørke, og have det så dårligt, uden at påskønne det, når man har det godt og verden er smuk og fuld af farver. Jeg kan vælge at se min angst som en hæmmesko. Jeg kan vælge at lytte til min angst, som ustandselig fortæller mig, at verden er farlig, og at det mest trygge sted i verden, er i hjørnet af min sofa, hvor jeg skal sidde og gøre mig usynlig. Jeg kan også vælge, at være frustreret og vred på mig selv og min angst. Det har jeg været i årevis. Men det hjælper bare ikke noget. Det forandre ingenting.

Istedet har jeg nu truffet et valg om, at tage den i hånden og se den i øjnene. Nogle dage går den ambition selvfølgelig bedre end andre, men ikke desto mindre, så virker det, når jeg gør det. Det får mig til at se de store kontraster, jeg oplever i mit liv. For når jeg ved, hvor uudholdeligt det kan være at være i angsten, så værdsætter og påskønner jeg det endnu mere, når jeg har det godt. Så lever jeg fuldt ud med taknemlighed i hjertet. Det er en gave at se verden i farver, og den gave vil jeg bruge og nyde fuldt ud, når jeg kan. Min angst vil måske altid være en følgesvend, som jeg ikke kan slippe af med, men den skal ikke forhindre mig i, at tage del i livet, og gøre de ting, som jeg har lyst til.

Heraf udspringer min lyst til at dele.

Jeg har lyst til at dele, fordi sammen er vi stærke. Sammen kan vi gå igennem mørket, og sammen kan vi vise verden, hvem vi er, hvordan vi er, alt hvad vi kæmper med, men også alt det, som vi kan. Når man har en psykisk diagnose (eller flere) bliver man tit set på for de udfordringer og begrænsninger, som der følger med. Mit ønske er, at vi alle sammen bliver bedre til at se alt det, som vi kan og rummer på trods af vores diagnoser, måske endda pga. vores diagnoser. Udover at det for mig har givet mig en stor taknemlighed for alt det, som er godt i mit liv og i verden, så giver det mig også en meget stor potion empati og forståelse for andre mennesker.

Jeg tror, at det giver os alle sammen noget, både som mennesker og som samfund, hvis vi vil se hinanden i øjnene og snakke om de ting, som kan være så svære. Det vil gavne os alle sammen, hvis vi, istedet for begrænsninger, ser muligheder. Fordi sammen er vi stærke!