Den indadvendte personlighedsforstyrrelse

– om at lide i stilhed

Jeg har i årevis, i stilhed, levet med min personlighedsforstyrrelse. I stilhed fordi jeg har skammet mig, fordi jeg har følt mig forkert, og fordi jeg ikke selv har kunne forstå det. I stilhed fordi jeg så nødig vil være til besvær eller i vejen. I stilhed fordi jeg ikke kunne holde ud at blive set eller dømt. I stilhed fordi jeg synes, jeg fortjente de lidelser, som fulgte med.

Men på et tidspunkt fik jeg brug for viden og spejling. Derfor gav jeg mig til at lede højt og lavt for at finde noget litteratur, en bog, et foredrag, hvor en eller anden havde gjort sig nogle erfaringer, som jeg kunne lærer af. Nogen som jeg kunne spejle mig i, så jeg, i stilhed, kunne føle mig lidt mindre alene og en lille smule mindre forkert. Men jeg fandt det aldrig. Og med god grund! For vi kan ikke lide at gøre meget væsen af os. Skulle vi, i et øjebliks desperation eller panik, være kommet til at åbne os, eller spørger efter hjælp, fortryder vi det lige så hurtigt igen. Vi kan ikke lide at blive set eller hørt. Det forstærker på en gang følelsen af at være forkert og puster ild i selvhadet, som i forvejen kan være så stort, at det kan være svært at fungere i helt almindelige sammenhæng. Det er helt naturligt for os at gemme os og vores følelser og tanker væk. Vi er blevet mestre i at indfri andres behov og forventninger i en sådan grad, at vi ikke længere ved, hvad vi selv har brug for, lyst til eller hvad der er til gavn for os selv.

Tiden er kommet til ikke længere at være stille.

Det er både meget angstprovokerende og nøgent, men også absolut nødvendigt, at jeg får fortalt noget af min historie, så andre som slås i stilhed får nogen at spejle sig i, nogen som kan give håb og nogen som kan starte snakken, for, om og med alle dem, – alle os som lider i stilhed. At man lider i stilhed gør ikke mindre ondt, – det er bare ikke så nemt for andre at se smerten, fordi vi bruger alle de kræfter vi overhovedet kan finde, på at se ud som om alting er okay, imens vores indre er i konstant oprør og alarmberedskab.

Jeg ønsker at blive fri af de lænker, som min personlighedsforstyrrelse ligger på mig. Jeg vil være fri til at leve det liv, som jeg har lyst til, og tage del i det liv, jeg ser i verden, og som jeg så ofte føler mig som en tilskuer til. Men lige så vigtigt, så ønsker jeg, at andre skal være frie. Jeg tror, at en af de vigtigste måder hvorpå vi kan opnå friheden er, at vi får åbnet op og taget snakken. Vi bliver nødt til at lukke op og vise hinanden og verden, at vi er her, så vi ikke længere skal lide i stilhed, men i stedet hjælpe hinanden, så vi kan få del i det liv, som er så utrolig smukt og værdifuldt.

“Hej. Jeg hedder Tanja og jeg har en ængstelig personlighedsforstyrrelse.”