Stilhed

Jeg synes, det er på sin plads at fortælle, hvorfor jeg har været stille på bloggen længe.

Jeg kan godt lige at have den her platform til at skrive, og forhåbentlig være med til at nedbryde tabuer om psykiske sygdomme og udfordringer. Der er så mange mennesker, som kæmper med så meget hver eneste dag. Mange af dem kæmper i stilhed, bl.a. fordi at det er så tabubelagt. Men vi er alle sammen bare mennesker med forskellige stærke og svage sider. Noget er vi gode til, og på andre områder er vi udfordret. Hvis vi snakker om det, og fortæller det højt, bliver det måske lidt nemmere at leve (et godt) liv med det vi har med. Derfor vil jeg gerne den her blog.

Men min angst og min usikkerhed spænder stadig ben, på trods af, at jeg er noget langt. Når jeg poster et indlæg, så ligger jeg et stykke af mig selv ud til offentlig skue og bedømmelse. Det kræver fra min side både mod og selvsikkerhed. To egenskaber som jeg ikke ejer, men som jeg gerne vil eje. Til gengæld tror jeg på, at gøre noget for at hjælpe andre og hjælpe en vigtig sag. Derfor ligger jeg noget af mig selv ud, på trods af hvor angst provokerende det egentlig er. Men nogle gange er det den del af mig, som tvivler på stort set alt, hvad jeg gør og siger, som kommer til at fylde. Jeg bliver i tvivl om værdien af det, som jeg laver. Kan nogen bruge det til noget? Giver det mening overhovedet? Kan jeg være bekendt at stille mig selv ud, og tro på, at jeg måske kan gøre en forskel? Spørgsmålene er mange, og min tvivl på mig selv er ofte stor. Nu vil jeg gerne prøve at samle modet igen, og se hvor det fører hen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.