Kan man løbe fra sin angst?

Jeg ved om nogen, hvordan det er, ikke at kunne stå ud af sengen om morgenen. Hovedet er ved at eksploderer af tanker, selvbebrejdelser og et kæmpe kaos, som er uudholdelig at være i. Fanget i mit eget fængsel af angst, er det eneste jeg kan gøre, at prøve at holde det ud, – at stå det igennem, og holde fast i, at det går over igen. Når stormen er lettet er jeg efterladt med frustration og skam over mig selv, og min måde at være på. Det kan være lige så svært at være i, som selve angsten. 

I dette kaos har jeg fundet mig en vej ud. Jeg har hørt andre fortælle om den, men uden rigtig at tro på den, og uden rigtig at give den en chance. Jeg gav op på forhånd, som jeg har gjort så tit, både fordi jeg ikke helt troede på det, og fordi jeg var sikker på, at jeg ville fejle. Så hvorfor overhovedet prøve. Men denne gang gav jeg ikke op. Jeg havde sat mig et mål, og denne gang ville jeg gennemføre. Det var hårdt arbejde, ikke mindst mentalt, fordi jeg skulle gå imod min egen overbevisning om, at jeg altid fejler, og aldrig kan gøre det godt nok. Men jeg holdt fast, og det gav gevinst. Den vej jeg fandt, den som blev min, hedder motion.

Jeg ved det godt. Når man ligger der i sin seng, eller sidder i hjørnet i sin panik med ondt i brystet og ikke kan få vejret, virker en løbetur som fuldstændig uoverskueligt. Nogen kunne jo lige så godt have bedt en om at bestige et bjerg eller løse mellemøst konflikten. Det er helt uopnåeligt.

Men når tågen letter, så tager jeg fat. Jeg går i gang, og jeg løber. Jeg ved godt, at man ikke kan løbe fra sin angst, sin depression, eller hvad man nu slås med, men for mig føles det som om, jeg kan løbe det ud. Nogle af alle de negative tanker og følelser, som kan være i min krop, når jeg tager løbetøjet på og går ud af døren, forsvinder på min vej. Det er som om, at jeg løber det væk, og når jeg kommer hjem, er jeg et nyt menneske. Jeg har fundet det bedste af mig på min vej, og efterladt alt det, jeg ikke kan bruge.

Det har ikke løst alle problemer, og det har ikke fået alle udfordringerne til at forsvinde, men det har givet mig overskud, vilje, tro og mod på at tage kampen op.  Og for hver gang jeg har fået en god oplevelse med motion, lærer jeg at holde fast i, at det er mit sikkerhedsnet, min redning, når skyerne trækker sig sammen, og jeg kan mærke mørket falde på.

Det er ikke ret længe siden, jeg gjorde opdagelsen. Den er stadig ny for mig, og jeg kan ind imellem blive bange for at miste den. Jeg kan blive bange for, at havne i et sort hul igen, som er så uendelig svært at komme op af. Der hvor intet lys kan trænge ind.

Men jeg må ikke give op. Jeg må ikke give slip på det fantastiske, som jeg har fundet. Jeg vil holde ved! Fordi det gør mig godt, og fordi jeg, lige som alle andre, fortjener at have det godt, – at nyde livet. Det er en gave. Den gave er også for mig. Jeg vil også have del i den. Den skal værdsættes og den skal nydes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.